Historien om de små Soroptimister

 
SI-Bogense-Nordfyn har fået tilladelse af SI Varde til at "låne" denne lille, skønne historie.

Historien om Anne-Lises Soroptimister

Hvordan fik jeg ideen? -Jo - som Unionspræsident fra 1968 - 70 fik jeg bl.a.  et af disse breve, der sendes til "UPer"  og guvernører, og som lyder noget i retningen af : " En ny klub skal chartres den og den dag i  "byen/klubbens navn" og  Unionens " navn.  Vær venlig at sende din velkomst og lykønskning ! "

Denne gang var klubbens navn Paramaribo, og Unionen den Hollandske. Jeg kunne ikke finde den by på et Hollandskort, men fandt den på et verdenskort. Det er hovedstaden i Suriname - det tidligere Hollandske Guyana i Sydamerika. Og som tidligere Hollandsk koloni hører den til den Hollandske Union og den europæiske Federation SIE, ligesom Senegal, der var tidligere fransk koloni, mens Gambien, der jo ligger " midt i Senegal " , hører til SI/ GBI - som tidligere engelsk koloni.

Disse nye soroptimister, der " hørte til os " og boede så langt væk , fik selvfølgelig en hilsen og lykønskning , velkomst, samt mit navn og adresse - for det  at en af dem en skønne dag " kom forbi ".

Jeg fik sammen med deres " tak" - en lille folder på ca. 25 sider, hvori de fortalte landets, byens og klubbens historie. ( Charterfesten varede i øvrigt en uge) . Om landet skrev de bl.a., at det var " et mini - FN ", det var beviset  på muligheden af fredelig sameksistens blandt mennesker af mange forskellige nationer og racer ( hudfarver). Og de remsede op : Africans, Hindustanis, Indonesi, Chinese, European, Lebanese, North Americans and Amer-Indians.

Af  de billeder, der var taget på klubmøderne, medes klubben var under etablering, fremgik det, at næsten alle hudfarver var repræsenteret.

Deres første præsident, Irma Loemban Tobing-Klein, advokat, traf jeg ved charterfesten i Wien- Belvedere klubben, hvori hun deltog sammen med sin mor, og på guvernørmødet i Wien i 1970. Vi blev meget gode venner, og vi aftalte, at vi skulle mødes næste år til Golden Jubilee i Rom.

Til dette jubilæum ville jeg medbringe en lille gave til gamle venner og til nye venner. Jeg viste , at jeg  ville få brug for ret mange, så det måtte ikke være for dyrt, ikke fylde for meget og ikke veje for meget. - Og så fik jeg ideen til disse "Mine Soroptimister" - helt givet affødt af Paramaribo klubbens beskrivelse af deres land og folk.

I Rom var der imidlertid ingen Irma -  hun var netop nedkommet, fik jeg senere at vide -  men derimod 3 andre fra Paramariboklubben.- Hvordan finder man den blandt  ca. 2000 Soroptimister ? - Tilfældigt !

I kongres- forhallen kom der en dag en høj, flot, sort kvinde, klædt i en pragtfuld, lang og farvestrålende dragt og lige så farvestrålende tørklæde viklet om hovedet. Jeg styrtede hen til hende og spurgte " Do you cone from Sutiname?" - " Yes, I do" - "Do you know Irma?" - "Yes, of course I do " . Hun lovede at tage et brev med  til Irma, og vi aftalte et mødested og  - tid for den næste dag. - Hun hedder i øvrigt Esseline Polanen og er optikker.

Da Esseline næste dag fik brevet , sagde hun : "Der er noget i." -" Ja "sagde jeg ," det er et par af mine Soroptimister". Og så viste jeg hende et par og forklarede. Vi Soroptimisterer alle forskellige farver. Vi er tykke  og tynde, store og små, unge og gamle. Vi kommer fra forskellige lande, miljøer, og kulturer. Vi har forskellige uddannelser og dermed forskellige erhverv, har forskellige religioner og taler forskellige sprog.  Vi har også forskellige farver. Vi er brune, gule , røde og - som - disse - sorte og hvide. Men ligegyldigt hvor vi kommer fra og hvilken  farve , vi har, så er vi ligesom disse lavet af det samme materiale. Det er de samme ting som gør os glade og de samme ting som gør os kede af det. Vi bæger også som disse Soroptimisternes farver , blåt og gul ( guld), og vi er "linked together"

Der var en, der vill fotograferer os - den sorte og den hvide ( jeg synes ellers, jeg var meget solbrændt - men - selvfølgelig .....). Vi var udenfor på trappen, og da vi kom ind igen, spurgte jeg Esseline, om hun brød sig om at få dett par. Hun sagde, at hun havde været lige ved at spørge, men så turde hun ikk. Og så kyssede hun mig på begge kinder, mens tårerne løb ned af hendes kinder.------ Måske har hun, trods deres fredelige samsksistens, været ude for diskrimination. Og så står jeg der og siger , at vi er ens.

Ja - det var så den lange historie om mine Sorotimister.

Manger hilsner

Anne-Lise